Republica. 90×100 cm

Beskrivelse

I den kunstneriske process blander Martin Pop klassiske teknikker med de seneste digitale, og opnår der igennem et helt unikt udtryk. Ofte blandes flere malede lag med digitale elementer og mønstre. Teknikken Gicleé-tryk benyttes til alle Martins Limited Editions.

Billedet er monteret på kraftig blindramme og coated i hånden med akrylfernis. Der er ikke to i serien som er helt ens.

Gicleé kan kort beskrives som den digitale tidsalders seriegrafi eller litografi. På samme måde som et litografi er alle tryk originale værker som nummereres og signeres. Da værkerne kun findes i denne form, ud over den digitale master, kan de betegnes som originale. Det er altså IKKE en kopi af et originalt maleri.

Historisk om originalgrafik

Ordet grafik siges at komme fra “grafein” at tegne. Men i en nordisk sammenhæng har det gennem generationer betydet billedkunst skabt ved trykteknik, og en grafiker var en billedkunstner der beskæftigede sig med grafik. En udvikling i sproget, har efterhånden flyttet betydningen til formgivning af billede som skrift i ethvert tænkeligt kommunikativt medie. Det vil sige at en grafiker idag som regel er en merkantil formgiver der sidder ved en computer. Denne sproglige udvikling er sket på baggrund af den udvikling indenfor grafisk industri, som har reduceret mange forskellige funktioner til få.  Nogen vil måske mene at betegnelsen grafiker er blevet tyvstjålet, men denne udvikling ændrer ikke ved at den billedkunst som vi kalder originalgrafik, findes som et specifikt billedkunstnerisk medie eller format.

Der hersker en international opfattelse af begrebet “originalgrafik” som et værk der er udført som grafik, til forskel fra en reproduktion der henviser til at værk udført i et andet medie. Med andre ord er det sådan at grafik netop er grafik, fordi det ikke er noget andet. Når der skal fremhæves karakteristiske kvaliteter ved grafik, er det ofte blevet påpeget, at fordi værket kan produceres i flere eksemplarer, kan det formidles bredere, og sælges billigere end unikt udførte værker som tegninger og malerier. Og at der som følge heraf skulle være indbygget en form for “demokratiserende” værdi i grafik, eller som i sætningen “kunsten ud til folket”.  Selvom det er en korrekt iagttagelse, mener jeg at det er en vildfarelse at tro, at det i sig selv skulle være den væsentligste bevæggrund for en kunstner at beskæftige sig med grafik, at værket skulle være billigere for folk at erhverve sig. Det er et synspunkt der forskyder fokus fra billedkunstens ærinde, som pragmatisk sagt må være at skabe det bedst mulige billede.

Indenfor grafik er der en tradition for at diskutere teknik udøvere imellem. En diskussion der ikke nødvendigvis interesserer ret mange udenfor grafikernes egne rækker. Der har været diskussioner om regler for grafik, og hvad der adskiller grafik fra ikke-grafik, og om regler for oplag af grafik og så videre. Alt sammen meget interessant for udviklingen af en faglig opfattelse af grafik. Spørgsmålet er om det er så afgørende for udviklingen af selve den grafiske billedkunst. En udvikling der går i flere retninger.

Man kan i store træk udføre tre bevægelser i forhold til tradition. Man kan falde ind i den, udvide den eller falde udenfor. Det sidste betyder også at man kan bevæge sig helt andre steder hen fra den.  Derfor kan den, altså traditionen, have mange forskellige roller og betydninger og kan ses fra mange vinkler. Traditionen er ikke en statisk uforanderlig størrelse som man kunne forledes til at tro, som om ordet i sig selv skulle love en tidløs lomme. Og eksisterer tradition i sig selv overhovedet ?  Tradition er næppe en konkret fysisk størrelse, men måske nærmere en opfattelse eller en sum af opfattelser. Og opfattelse af tradition er helt sikkert noget der ændrer sig kontinuerligt.

Vi ser i de senere årtier at det synes vanskeligere at fastholde formelle rammer for de kunstneriske medier. Bl.a. fordi kunstnere arbejder på tværs af medier samt konceptuelt og med installationer. Og der er opstået en tendens til at se billedkunst som medieuafhængigt i den forstand at værkets betydning ikke primært bæres af mediet. Mediet er valgt som det der bedst egner sig til værkets ide. Nyere mediers fremkomst som videoprojektion og computeres muligheder for interaktivitet introducerer hybride former der ikke blot vanskeliggør formelle medieadskillelser, men gør dem også i nogen forstand overflødige. Et værk er jo netop ikke interessant fordi det er udført i et givent medie, men fordi det udtrykker sig i mediet. Selve teknikken er ikke alene udtryksbærende i sig selv. Og det der gør billedkunst nutidig, beror nok mere på en evne til at formidle og dele erfaring, end på at demonstrere teknik. Grafisk teknik opnår sin værdi ved at formidle betydning, og ikke blot ved at demonstrere sig selv.

Grafik er et medie, der groft kan karakteriseres som affødt af en teknologisk udvikling. Den grafiske kunst har i den forstand udfoldet sig i slipstrømmen af en teknologisk udvikling indenfor tryksagsfremstillinger helt tilbage fra det tidlige bogtryk over kobberstik til litografi og videre til serigrafi og digitale prints. Men det overraskende er, at indenfor industrien synes udviklingen af disse teknikker at have afløst og endda overflødiggjort tidligere udviklede teknikker. Hvorimod man indenfor billedkunst ser, at disse teknikker står som huse ved siden af hinanden, der tilbyder hver sit rum af muligheder med sine særlige karakteristika,  og derfor ikke er i direkte “konkurrence” om overlevelse indbyrdes. Det ville f.ex. være absurd at hævde at træsnit skulle være “bedre” end eksempelvis kobbertryk. Men omvendt vil det give mening at sige, at et givent billede forløser sig som træsnit, og ikke kunne tænkes i et andet medie. At disse medier respektivt kan optræde mere eller mindre populære eller moderne i perioder, er et helt andet fænomen. For erfaringsmæssigt har det vist sig, at alle kendte teknikker fortsat anvendes med succes, også af helt unge kunstnere. Og der er kontinuerligt kommet nye teknikker til. Den digitalt styrede trykteknik har føjet en række nye muligheder til, og vi kan kalde dem de nye huse eller hele komplekser i det grafiske landskab. Digital print teknik kan ikke forstås i ental, da det dækker over en række væsensforskellige teknikker, der kun har det til fælles, at de styres digitalt via en computer. Man kan sige at disse nye teknikker er bundet til deres tid, i den forstand at de i modsætning til håndværksbaserede teknikker, kun kan anvendes med specielle maskiner og software samt særlige materialer udviklet af industrien til et aktuelt købedygtigt marked. Når markedet og teknologien flytter sig, vil kunstnerne være tvunget til at flytte med, simpelthen fordi maskinerne ikke vil eksistere længere. Men alligevel er det en kendsgerning, at billedkunstnere forlængst har taget disse teknikker til sig i sådan en grad, at der allerede er bygget tradition også omkring disse teknikker, så de nu er blevet indføjet i den store grafiske tradition.  De digitale teknikker står heller ikke nødvendigvis i modsætning til de håndværksbaserede. Det kan de gøre på nogen måder, men de kan også fungere som forlængelser på andre måder. Og derfor kan man sige at den egentlige revolution af den trykte grafiske billedkunst, ligger i vores opfattelse af håndværkets specifikke rolle.

Der findes en mere eller mindre velbegrundet uvilje mod maskinfremstillede produkter. Men omvendt må vi erkende at vi med moderne teknologi, har fået muligheder der tidligere var udenfor rækkevidde. Og med en forståelse for håndteringen af materialet, vil der med denne nye teknologi skabes værker der tilføjer nye kvaliteter til traditionen for trykt grafisk billedkunst. Grafisk kunst er inkluderende, i den forstand at den den dag i dag udfolder sig på ethvert teknologisk niveau siden oldtiden og frem til i dag. Computerteknologien kan derfor ses som en udvidelse af traditionen, men samtidig må vi erkende at computere, ligesom al anden teknik, ikke i sig selv kan skabe mening.

Uddrag fra bogen Indtryk – Udtryk – Aftryk af Bjarne Werner Sørensen