Kasper Bauer og Martin Bjørnholt Olsen udstiller hos kbh kunst
”White light and strange exits”
udstilling med Kasper Bauer og Martin Bjørnholt Olsen.
17/3 – 7/4 2018 i Galleri kbh kunst.
Streger vandret. Lodret. På kryds og tværs. Måske symboliserende det net rutinerne lægger ned over vores hverdag. Så kommer de små skred, det skæve brud, det nølende tryk med pennen, der afsætter små pletter eller klatter og ændrer de faste former. Linjer, der bugter sig eller knækker. Det, der umiddelbart ligner fejl er i virkeligheden bevægelse. Det, der tegner nye veje i et livsmønster. Kasper Bauers (f. 1986) univers af streger kan ved første øjekast synes minimalistisk og stringent, men ved næste åbenbare variationer nok til for alvor at sætte tankerne i gang. Bauers foretrukne materialer er pen, akryl og olie på papir og lærred.
Martin Bjørnholt Olsen (f. 1986) har collagen som sin foretrukne form. Han forsøger at skabe en ny og alternativ virkelighed af skarpe modsætninger og kontraster. At udfordre harmonien med, for eksempel, atomraketter og deforme ansigter. Og sort/hvide nuancer, der blandes med stærke, klare farver. Flere af hans værker er inspireret af arkitektur, men mennesket spiller som regel en central rolle. I hans atelier rives der, klippes ud, limes, sprayes og klattes med forskellige former for tusch, olie- og spraymaling.
Begge kunstnere er opvokset i Roskilde, hvor de i deres tidlige ungdom mødtes om spraydåser og Posca-tuscher i grafitti-miljøet. Siden har de udviklet hver deres særegne udtryk. Kasper Bauer har tidligere lavet værker til Byens Hegn og udstillet hos Le Fix Gallery.
Læs mere om udstillingen her kbhkunst.dk