Wegner – bare een god stol

Hans J. Wegners møbler banede vejen for Danish Designs internationale gennembrud i årene efter 2. verdenskrig. I 1949 tegnede han den stol, som amerikanerne døbte “The Chair” – den perfekte stol. Og han blev ved, mere end 500 stole blev det til. Få overblik over hovedlinjerne, inspirationskilderne og betydningen af verdens mest produktive møbeldesigners værk med originale skitser, modeller, billeder og tidlige møbler.

3. april – 2. november 2014.

Designmuseum Danmark, Bredgade 68 · 1260 København K

 

Politikken skriver:

Bare én god stol. Det var mantraet for møbelarkitekten Hans J. Wegner, der i onsdags ville være fyldt 100 år. Ønsket om at fremstille den perfekte stol var så udtalt hos Wegner, at han arbejdede i døgndrift, og ved sin død i 2007 efterlod han sig godt 3.500 tegninger med 1.200 møbler, hvoraf de 500 er eller har været i produktion.

Ved tegnebordet og på snedkerværkstedet var møbelarkitekten så flittig, at det tangerede damp, og det er denne flittige mand, vi møder på Designmuseum Danmarks store Wegner-udstilling.

Udstillingen er kurateret af Designmuseum Danmarks udstillings- og samlingschef, Christian Holmsted Olesen, som er Danmarks førende Wegner-ekspert. I forbindelse med udstillingen udgiver han den smukke bog/monografi ’Wegner – bare een god stol’, som er et must for enhver møbelelsker. Ikke kun fordi Holmsted Olesen kommer hele vejen rundt om Wegners enorme produktion, men også, fordi forfatteren beskriver den danske møbelhistorie og de mange arkitekter på en både levende og meget informativ måde….