Martin Pop

Martin Pop sætter kulør på tilværelsen

1950’ernes populære Popart genoplives i Martin Pops produktioner. Han gør sig både i egne kunstneriske værker som i portrætter af f.eks. statsministeren og også meget gerne DIG!

Af Ole Oxgren

Han kan ikke love, at kunne sætte lidt farver på dit samliv. Til gengæld kan han helt sikkert poppe din bedre halvdel op og give ham eller hende farve i kinderne. Og gøre det samme ved dig i øvrigt!

Martin Pop er manden med talentet. Og han er hverken samlivsterapeut ellert psykolog. Til gengæld er han manden med pensler, spartel og olie! Og en rigtig god ide.

Martin Pop - indret med kunst

Trangen til at arbejde mere kunstnerisk og frit kunne forfølge egne ideer og drømme har fulgt ham gennem alle årene, og for et år siden kastede han al forsigtighed overbord for helhjertet at satse på evnerne som  billedkunstner og illustrator. Et første mindre gennembrud kom allerede op til det seneste Folketingsvalg i november, hvor Martin Pop for at skabe opmærksomhed omkring sit arbejde lavede et meget markant og anderledes portræt af statsministeren. ”This is not a Clown, eller hvad?” var billedets titel. Et billede som måske nok ikke faldt helt i smag i de statsministerielle gemakker, men til gengæld et billede, der huskes af mange og som gav Martins karriere det første lille løft:

MONKEY DO by MARTIN POP

VALGKAMPENS MASKESPIL

– I valgkampens hede var mit klovneportræt faktisk et af de første, man stødte på, når man googlede statsministeren. Så jo, det skabte opmærksomhed, og interessant er det da også, når man f.eks. prøver at pille ved de billeder, som vi typisk har af kendte mennesker.

– Mennesket Anders Fogh Rasmussen bærer jo til daglig en maske i sit job som statsminister, og så er det selvfølgelig interessant at prøve at pille ved den maske – måske ligefrem tage den af ham og give ham en anden på, og så se, hvad der sker, forklarer Martin Pop.

Han er dog også hurtig til selv at få tingene ned på jorden igen:

– Nu er det, jeg laver, så heller ikke mere afslørende eller alvorligt. Slet ikke. Pop-art, som jeg har med at gøre, handler først og fremmest om overflade eller indpakning, og så skal det være umiddelbart tilgængeligt. Simpelthen en hurtig oplevelse her og nu, som er skabt for at skabe glæde mere end at der er tale om noget, som skal skabe en dybere forståelse for det ene eller det andet.

– En brug og smid væk oplevelse, så at sige, og her er jeg meget inspireret af modebranchen. Det, at kunne skabe noget, der her og nu er oppe i tiden. Og hele tiden at kunne forny sig.

– For mig handler det simpelthen om at kunne kombinere et budskab, der er enkelt og klart og så samtidig komme ud bredt med det. At jeg så forhåbentligt kan udvikle mit udtryk yderligere og måske også få mere kant ind i mine produktioner, det er bl.a. opgaven ligger i de kommende år, forklarer Martin Pop.

 

POP ME UP!

I dag arbejder han dels med egne mere kunstneriske produktioner dels med bundne opgaver, hvor han for kunder f.eks. laver popart portrætter. I al sin enkelhed handler det om, at man afleverer et godt portræt af sig selv eller f.eks. kæresten, og så går Martin ellers i gang med at fikse billedet op og give det sit personlige udtryk.

tini_owild_martinpop

Pop me up!, hedder tilbuddet hvor man for en ganske rimelig penge – eller urimelig flad betaling, som Martin Pop gerne selv udtrykker det – kan få et spændende og meget anderledes portræt. Motivet kan også være af f.eks. ens idol, en bygning eller ting. Måske ens drømmebil eller noget helt tredje. Så langt bestemmer man selv, men efterfølgende er det Martin, der tryller. Man kan også vælge f.eks. en collage eller få motivet overført til tæppe, og blandt Martins kunder er både private og virksomheder.

Martin Pop - Limited Edition: 20 stk. Format: 100x100 cm
Martin Pop

– Jeg arbejder traditionelt med pensel, spartel, olie, akryl og lærred. Men den seneste tid er jeg i højere grad gået over til at bearbejde mine personlige billeder og motiver digitalt. Billedet printer jeg på lærred på en plotter med pigment farve, som er lysægte.

– Ved den metode benytter jeg mig kun af et enkelt lag farve, så der er kun den struktur, som lærredet giver i billedet. Til gengæld kan jeg ved hjælp af denne teknik lave mere end et enkelt eksemplar af hvert motiv, forklarer Martin Pop.

So Bright by Martin Pop

Martin Pop på væggen

Unikke værker til lav pris

Når det handler om den del af Martins produktion, der  ikke laves på bestilling af kunder men som et udslag af hans egne kunstneriske ideer, laves billederne i såkaldte ”limited editions”. Altså små oplag – typisk på en halvsnes – og han kan på den måde sælge relativt unikke værker til lav pris.

– Teknikken er også hurtigere end klassiske metoder, hvor man hele tiden skal vente på at farven tørrer, forklarer han, og han kan på den måde få langt flere af sine ideer omsat til billeder.

Det er også denne sidstnævnte del af hans produktion, som han gerne vil udstille og udvikle yderligere. For nok er han glad for at arbejde med portrætter og lave, hvad man kan kalde en slags personlige og unikke plakater til folk. Og den del af arbejdet er da også med til at give smør på brødet. Men hjertet banker selvfølgelig mest for de billeder, hvor han selv bestemmer hele vejen. Og det er også her, han går efter at udvikle sig yderligere og måske ikke mindst blive lidt mere rå i sine udtryk.

– Nu får vi se. Det er i hvert fald super spændende, og det er herligt at opleve, hvordan der faktisk synes at være et ganske stort publikum herhjemme til popart, og hvordan nettet virker som en usædvanlig god platform for netop den slags kunstnerisk virke. Jeg gør da også meget ud af at promovere mig via mange af de nye virtuelle fællesskaber som f.eks. Facebook og Myspace, og det bliver også spændende at se, hvordan United-Creatives udvikler sig og klarer sig i den konkurrence, slutter Martin Pop.

 

 

KORT OM POPART

Popkunsten startede i 1950’erne i USA og Vesteuropa, og kunstartens kendteste eksponent er uden for al tvivl Andy Warhol.

Popart kan ses som et opgør med det elitære i kunsten, og den knytter sig ikke mindst stærkt til livet i storbyerne, hvor kunstnerne gjorde brug af massekulturens billedverden og forbrugsvarer. Popkunstnere arbejder således med figurativ kunst, som alle umiddelbart kan forstå og forholde sig til. Udover Warhol er Roy Lichtenstein en anden meget kendt udøver af popkunst.