Hvad er Pop Art?

Hvad er Pop-Art?

Betegnelsen Pop Art blev første gang brugt i 1955 af en engelsk kurator til at beskrive en ny kunsttendens, der var karakteriseret ved at afbillede forbrugersamfundets produkter og populærkultur. Pop Art bredte sig i både New York og London i løbet af midt 50’erne og blev den dominerende avant-garde bevægelse indtil slutningen af 60’erne. Retningen var karakteriseret ved fede, simple hverdagsbilleder i stærke farver. Det var den første postmoderne bevægelse, hvor mediet var lige så vigtigt som billedet. Og det var den første kunstskole, der reflekterede over filmens, TV’ets og populærkulturens magt, hvorfra den også hentede mange af sine motiver.

Den grundlæggende ide bag Pop Art var at skabe en kunst, hvis betydning var indeholdt i motivet og direkte og hurtig aflæselig. Dette stod i skarp kontrast til den intellektuelle abstrakte ekspressionisme. For at nå målet om en enkel aflæsning af værkerne eksperimenterede Pop Art kunstnerne med nye kommersielle processer som tekst, akrylmaling, collage med fremmede materialer og silketryk.

I Danmark blev reaktionen på 60’ernes Pop Art bølge som i udlandet, at kunstnerne tog afstand fra den elitære kunst, der blev nydt af kendere og velhavere. Kunsten skulle ikke længere være isoleret fra den brede befolkning, men være en integreret del af det omgivende samfund. Med Statens kunstfond blev der fra 1965 og i tråd med tidens holdninger skabt baggrund for flere udsmykninger af de offentlige områder. Mange kunstnerkollektiver opstod, og i Eks-skolen (Den eksperimenterende skole) med Poul Gernes som primære drivkraft blev mange af tidens tendenser samlet, og udviklet i personlige retninger af de enkelte kunstnere. Gernes arbejdede blandt andet med at tømme værket for symbolik. Med sine geometriske figurer, enkle former og klare farver søgte han at komme tættest muligt på universelle eller eviggyldige former for at kunne tale i et visuelt sprog alle kunne forstå. Den gennemgående udsmykning af Københavns Amts Sygehus i Herlev er et tydeligt eksempel herpå.

Neo-Pop – Pop Art genfødes
I 1980’erne var der en fornyet interesse i Andy Warholes Pop Art kunst og samtidighed. Warhol døde i 1987, men inden da havde han inspireret en hel generation af nye kunstnere. Neo-Pop skal ikke betragtes som en ny kunstretning men snarere en udvikling af den gamle Pop Art bevægelse. En genoplivning og videreudvikling af popkunstens udtryksformer. Med udgangspunkt i en reklameskabt æstetik var/er deres værker ofte baseret på sammenstillinger og manipulationer af industrielt fremstillede produkter og brug af tidens populærikoner som Michael Jackson, Madonna, Britney Spears, Paris Hilton m.fl.. Men Neo pop kunstnere trækker også på inspiration fra minimalisme, konceptkunst, fotorealisme, installation og performance kunst m.m.

Førende Pop Art kunstnere
Robert Rauschenberg (1925-2008), Jasper Johns (b.1930), Roy Lichtenstein (1923-97) og Andy Warhol (1928-87).

Førende eksponenter for Neo Pop
Jeff Koons (b.1955), Haim Steinbach (f. 1944) og Ashley Bickerton f. 1959)

Kilder: visual-arts-cork.com/history-of-art/pop-art.htm
Billedkunst (2006) af Henrik Schelle Andersen og Ole Laursen,
Dansk kunst (2004) af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

 

___

 

ANDY WARHOL

Han vil for altid være kongen af popart. Andy Warhol levede et travlt kunstnerisk liv og satte et markant aftryk på eftertiden, men det var også et liv fyldt med sygdom, attentatforsøg og stærk moderbinding. Læs den korte historie om Andy Warhol her. 

1928 Andrej (Andrew) Warhola bliver født i Pittsburgh, USA, som søn af Ondrej og Julia Varchola, indvandrere fra den del af det tidligere østrig-ungarske rige, der i dag hedder Slovakiet.

1936 Andrew bliver indlagt med en sjælden sygdom i nervesystemet. Han bliver erklæret rask, men gennem sin opvækst er den skrøbelige dreng ofte syg og hjemme fra skole. Han binder sig tæt til sin mor, som han forsørger og deler bopæl med i lange perioder indtil moderens død i

1972. Da hans far dør i 1942, må den 14-årige Andy ikke komme med til begravelsen, fordi moderen er bange for, at nervelidelsen skal bryde ud igen.

1949 Andy Warhola dimitterer fra design- og kunstlinjen på Carnegie Institute of Technology i Pittsburgh. Han dropper a’et i efternavnet, flytter til Manhattan og bliver en succesrig såkaldt ’commercial artist’, grafisk designer, der gennem 50’erne arbejder for de største modemagasiner. Warhol designer pladecovere, julekort, bogomslag og laver reklamekampagner for sko og butikskæder med så stor succes, at han må hyre assistenter til arbejdet.

1957 Gennemgår en kirurgisk operation for at få en pænere næse.

1960 Warhol begynder at male med olie på lærred. Blandt hans første værker er en dåse Campbell’s suppe, en Coca-Cola-flaske, en reklame for en vandvarmer og en dåse Del Monte-ferskner. Altså malerier af dem. Det samme motiv om og om igen, som en fabrik. Hundredvis af Campbell’s suppe-dåser. Once you pop, you can’t stop.

1962 Begynder at male på silkelærreder. Kulturpersonligheder som Elizabeth Taylor, Elvis Presley, Marlon Brando og Mona Lisa bliver kunst. Popkunst.

1964 Etablerer The Factory, som er et kreativt værksted, hvor der produceres kunst i døgndrift.

1965 Annoncerer, at han stopper med at male for at koncentrere sig om at lave film, herunder filmen ’Trash’ fra samme år. Det passer ikke, at han stopper med at male, men Warhol forsøger at opbygge mystik og lægge røgslør om sig selv. Han fortæller konsekvent forskellige versioner af sin opvækst til interviewere. Nogle gange siger han, at han er født i 1930. Det er han ikke, men mystikken breder sig, og myten holder.

1967 Bliver krediteret som producer af The Velvet Underground & Nico-albummet. Warhol har ’opdaget’ bandet to år tidligere. Bliver dog fyret af Velvets Lou Reed senere på året, selv om Warhol har lavet et Velvet-pladecover med en banan, der er lige til at spise.

1968 Bliver skudt af en gal kvinde ved navn Valerie Solanas, der har stiftet SCUM (Society to Cut Up Men). Warhol bliver erklæret klinisk død, men overlever. Samme år udtaler Warhol de profetiske ord, at ”i fremtiden vil alle opnå 15 minutters berømmelse.”

1969 Laver pornofilm, som er for skrappe for censuren, så han udgiver dem som bøger i stedet.

1971 Warhol maler stadig. Hans portræt-business kører som en velsmurt malermestervirksomhed før finanskrisen. Et portræt koster 25.000 dollars, og der er venteliste. Han maler også Mao, selv om Formanden ikke har bedt om et portræt.

1973 Warhol er hospitalsindlagt med smerter pga. galdestensbesvær. Nogle Warhol-eksperter mener i dag, at der var tale om komplikationer efter attentatforsøget mod ham fem år tidligere.

1978 Warhol laver sine Oxidations. Det er en serie af malerier på lærred, som Warhol beder folk om at urinere på.

1981 Spiser en hamburger i Jørgen Leths film ’66 scener fra Amerika’. I scenen skal han spise burgeren færdig uden afbrydelse. Jørgen Leth har bare glemt at købe noget at drikke til Warhol, som kæmper med at få spist den tørre burger. Efter fire ret lange minutter lykkes det, og Andy Warhol siger sin replik: ”Uhm, my name is Andy Warhol and, uh, I just finished eating a hamburger.” Så siger speakeren (Jørgen Leth): ”Burger. New York.”

1985 The Campbell Soup Company hyrer Andy Warhol til at male en serie malerier af deres pulversuppeblandinger.

1987 Andy Warhol har voldsomme smerter pga. en forstørret galdestensblære. Han udskyder hospitalsindlæggelsen, men må til sidst opereres, da smerterne bliver for store. Under rutineoperationen den 22. februar dør Warhol af et hjerteanfald. Boet opgøres til 510 mio. dollars.

1996 I filmen ’Basquiat’ om graffiti- og collagekunstneren Jean-Michel Basquiat spiller David Bowie rollen som Basquiats mentor Andy Warhol. Gary Oldman, Dennis Hopper og Courtney Love medvirker også.

2013 Warhols pop-art er for længst blevet folkets foretrukne sofastykke i 120 x 100 cm fra IKEA’s og Bilkas reproduktionsafdeling. Men ikke nok med det. Han regnes for at være en af det 20. århundredes vigtigste kunstnere overhovedet – af elitens smagsdommere. Så kan man ikke forlange større succes med at nedbryde skellet mellem lav- og finkultur, som nok også var en del af missionen. Warhol fik os i hvert fald til at stille spørgsmålet: Er (et billede af et billede af) Mickey Mouse kunst?

Kilde: EUROMAN – Andy Warhol på 10 minutter

_____

ROY LICHTENSTEIN

Roy Lichtenstein, 1923-1997, amerikansk billedkunstner. Lichtenstein, der er en af de betydeligste kunstnere inden for popkunsten, blev i sin studietid inspireret af gestalt- og perceptionspsykologi. Forholdet mellem billedets form og indhold og mellem billedet og virkeligheden er et grundtema i hans værker.

I 1950’erne omsatte han reproduktioner af ældre amerikanske historiemalerier til kubistisk stil. 1960-63 underviste han på Rutgers University, New Jersey, hvor han kom i kontakt med Allan Kaprow, der vakte hans interesse for amerikansk forbrugs- og mediekultur. Lichtenstein er især kendt for sine tegneseriemalerier; i de første fra 1961 anvendte han figurer som Mickey Mouse og Anders And.

Siden baserede han malerierne på reklamer og krigs- og kærlighedsserier. Han overtog ikke blot tegneseriens indhold, men efterlignede også de kommercielle trykteknikkers stil med simple farveskemaer, hård konturering og rasterpunkter. 1964 udførte han en række af imaginære landskaber efterfulgt af parodier over forskellige stilarter som kubisme, surrealisme og ekspressionisme. I 1980’erne lavede han parafraser over egne værker.