FRIDA KAHLO udstilling på Arken

FRIDA KAHLO – ET LIV I KUNSTEN

Det stærke blik, de markante øjenbryn, den dunede overlæbe, kjolerne og de kunstfærdige frisurer. Frida Kahlos karakteristiske træk er velkendte.

Ved at inddrage sig selv i kunsten på en ny og aktiv måde, blev hun en pioner i den moderne kunst og har indskrevet sig i kunsthistorien på linje med Salvador Dalí og Pablo Picasso.

Frida Kahlo nåede kun at male ca. 150 malerier, inden hun døde som 47-årig. ARKEN har samlet nogle af Kahlos mest ikoniske værker, der aldrig tidligere har været vist i Danmark.

Udstillingen åbner den 7. september og varer indtil den 12. januar 2014.

Frida Kahlo er én af det 20. århundredes mest markante kunstnerskikkelser. Hun blev en pioner ved at inddrage sig selv i kunsten på en ny og aktiv måde. Med selvportrætter og intime skildringer af sit dramatiske liv udfordrer Kahlo grænsen mellem værk og biografi, mellem kunst og hverdagskultur. Kahlos malerier er på samme tid nådesløst selvafslørende og dybt teatralske. Kunsten udgår fra hendes personlige erfaringer, men hun skaber også en identitet for sig selv gennem kunsten. Dermed gør hun kunst og liv til to sider af samme sag.

Med maleri, tegning og collage giver udstillingen et nært indblik i Kahlos værk, herunder en række af hendes ikoniske selvportrætter. En sektion i udstillingen vil belyse, hvordan hun livet igennem lod sig portrættere af nogle af samtidens mest prominente fotografer. Her udvikler hun sit offentlige image som eksotisk kvinde iklædt traditionelle mexicanske klædedragter.

Kahlos selvbevidste fremtoning i maleri og fotografi er del af en bredere tendens, hvor Mexicos kunstnere i tiden efter den Mexicanske Revolution (1910-20) søgte at frigøre sig fra vestlig indflydelse og genfinde deres egne rødder. Den mest prominente kunstner i denne ”mexicanske renæssance” var Kahlos ægtemand Diego Rivera, som vil være rigt repræsenteret på udstillingen. Udstillingen belyser også Kahlos plads i denne kulturelle bevægelse med værker af samtidige kunstnere som María Izquierdo, David Alfaro Siquieros, José Clemente Orozco m.fl.

 

___

WIKI

Frida Kahlo (6. juli 1907 – 13. juli 1954) var en mexicansk maler.

Kahlo blev født Magdalena Carmen Frieda Kahlo y Calderon i sine forældres hus i Coyoacan i Mexico som den gang var en forstad til Mexico City. Hendes far var maler og fotograf med tyskjødiske rødder, hans familie stammede fra Oradea i Rumænien.

Da hun som 18-årig blev ramt af en ulykke der handicappede hende, begyndte Kahlo at interessere sig for malerkunst frem for medicin. Hendes arbejde var baseret på personlige erfaringer og var ofte chokerende i sin utilslørede portrættering af smerte og kvinders barske liv. 55 af hendes 143 malerier er selvportrætter der indeholder en personlig symbolik med grafiske, anatomiske referencer. Hun var desuden påvirket af den indfødte mexicanske kultur, som hun illustrerede med lyse farver, med en blanding af realisme og symbolisme.

Hendes malerier fangede kunsteren Diego Riveras interesse. Hun giftede sig senere med ham, blev skilt og giftede sig igen med ham. Hun var aktiv kommunist og havde også en affære med Lev Trotskij, der blev snigmyrdet af Stalins agenter i Mexico City i 1940. Desuden hævdes det, at hun havde en affære eller i hvert fald et meget tæt, men flygtigt forhold til sangerinden Chavela Vargas[Kilde mangler].

Selvom Kahlos arbejde nogle gange blev klassificeret som surrealistisk og hun flere gange udstillede sammen med europæiske surrealister, så var hun selv uenig i klassificeringen. Fordi hun beskæftigede sig med kvindetemaer og på grund af den figurative åbenhed hun udtrykte dem med, blev hun gjort til en feministisk kultskikkelse i det 20. århundredes sidste årtier.

Hun døde den 13. juli 1954. Hendes aske opbevares i en præ-columbiansk urne, som er udstillet i hendes tidligere hjem, La Casa Azul (det blå hus) i Coyoacan, som er lavet om til et museum indeholdende en del af hendes værker.

1982 blev det biografiske dokumentarprogram Frida Kahlo, indeholdende arkivmateriale med hende udgivet i Tyskland. I 1984 lavede instruktøren Paul Leducfilmen Frida, naturaleza viva, der havde Ofelia Medina i rollen som Frida Kahlo. I 2002 udgav Miramax spillefilmen Frida der havde Salma Hayek i rollen som Frida Kahlo.

I anledning af 100-året for Frida Kahlos fødsel opførtes et teaterstykke i Århus 28. oktober 2007 ”Cada quien su Frida”