Forårsudstillingen Charlottenborg

Kunsthallen danner igen i år rammerne for Forårsudstillingen, der traditionen tro byder ind med en bred vifte af genrer indenfor kunst, arkitektur og design.

Forårsudstillingen 2014 modtog kunstneriske bidrag fra 696 ansøgere, hvoraf 49 kunstnere fra hele verden har fået muligheden for at udstille for et internationalt publikum. Flere kunstnere er fra Danmark og Nordeuropa, men årets udstilling rummer også bidragsydere fra lande som Brasilien, Canada og New Zealand. Bag de i alt 73 værker står deltagere med vidt forskellige baggrunde og erfaringer, nogle med længere udstillingshistorie i ryggen, andre som spirende talenter. Kunstnernes alder spænder også vidt: den yngste er født i 1990 og den ældste i 1955.

Værkerne på Forårsudstillingen 2014 er udvalgt af en international jury bestående af kurator Esperanza Rosales (US/NO), kunstner Malene Landgreen (DK), kunstner Jonas Raam (SE), arkitekt Morten Meldgaard (DK) og designer Marie-Louise Kristensen (DK).

Juryen betragter primært Forårsudstillingen som tilsynekomstflade for nye tendenser og talenter. Som sådan skal den ikke være skarpt kurateret, men snarere tage form af sine konstituerende enkeltdele: de udvalgte værker, der alle er af høj kvalitet og originalitet, og som tilbyder spændende indsigter og vinkler på verden og kunsten.

Foruden selve værkudvælgelsen har juryen nomineret ti kunstnere til årets tre jurypriser: den nationale solopris, den internationale solopris og den særlige jurypris ved Helle & Arenth Jacobsens Legat til fordel for unge kunstnere. Årets vindere er markeret i dette katalog og vil blive nævnt under taler på ferniseringsaftenen. Med juryprisen følger et beløb på 10.000 kroner, og med solopriserne følger en invitation til at udstille i et eget rum på næste års Forårsudstilling.

Modtagerne af sidste års nationale og internationale solopriser blev Anne Haaning (DK/UK) og Camilla Vuorenmaa (FIN). På årets udstilling findes derfor soloudstillinger med nyskabte værker af de to kunstnere. Anne Haanings videoinstallation Delete er placeret på Mezzaninen, mens Camilla Vuorenmaas træsnit og malerier er præsenteret i Antechamber-udstillingsrummet.

Velkommen på Forårsudstillingen 2014!

Koordinering og eksekvering varetages af Charlottenborgfondens bestyrelse og fondens daglige leder Mette Skov. Læs mere her:Forårsudstillingen

 

11. april – 18. maj 2014
Pressevisning: 10. april, kl. 13 – 15
Fernisering: 10. april kl. 19 – 22