Få kunstoplevelser i Metroen med CPH Art Week
Copenhagen Art Week fejrer samtidskunsten, og fremviser hvad København har at byde på som kunstnerisk metropol, når kunstfestivalen indtager hovedstaden fra d. 21. – 30. august.
I løbet af festivalens 10 dage samler Copenhagen Art Week aktører og udstillingssteder. De små og alternative, de store og etablerede, gadekunsten, ateliererne og kunstprojekterne i det offentlige rum. Mere end 50 udstillingssteder iværksætter flere hundrede aktiviteter til det kunstinteressede publikum.
Tag med metroen rundt i samtidskunsten
I løbet af Copenhagen Art Week møder kunst offentlig trafik, når udvalgte kunstnere og projekter indtager Metroen. I løbet af kunstugen kan du komponere et stykke lydkunst, blive guidet på tegnsprog eller betræde en pige, der langsomt toner bort:
Den amerikanske kunstner Will Owen omskaber Metroen til ét stort lydværk, hvor du og dine medpassagerer kan komponere et stykke unikt lydkunst med hjælp fra din smartphone.
På Nørreport st. indtager kunstneren Julie Nymann platformen lige ved elevatoren. Her vil hun langsomt høvle kvinden i videoværket ’Shreds of laughter’ væk i et poetisk, humoristisk og ubehageligt selvportræt.
På Christianshavn st. guides du lydløst på tegnsprog i videoværket ’5 percent’ af Imram Peretta.
Kom med til fernisering og guidet kunsttur i metroen
Under Copenhagen Art Week er du inviteret til fernisering på det karakteristiske grønne Byens Hegn, som omgiver metrobyggeriet.
Ferniseringen finder sted fredag d. 21. august på Byens Hegn på Kgs. Nytorv. Her har billedkunstneren Michael Mørk lavet maleriet ”Ren By”. Værket er et 20 m langt og 2,40 m højt maleri lavet til Byens Hegn i forbindelse med Copenhagen Art Week.
Du kan også tage på en tur rundt med kuratoren for Copenhagen Art Week, der tirsdag d. 25. august fortæller mere om alt kunsten i Metroen.