KERTEMINDE UGEAVIS skriver;
“- Kom og kig, det er som at se en bette sol dernede. Det jyske fornægter sig ikke, når bronzestøberen Michael Sasserson lokker folk hen til sin smelteovn.
Dernede står hans smeltedigel, og lige om lidt kan han hælde den glødende masse ned i sin form, der står parat.
– Det er Lenes bryst, forklarer han og smiler skævt til gibsstøber Lene Bach-Lauritsen, som har leveret emne til støbningen.
Endelig kan Michael åbne sin form. Han har nu nok brugt for megen tid på snakken med publikum, for støbningen må gå om.
Det er sådan kunst bliver til. De får ideer, prøver af, prøver grænser, men oplever grænserne som en opmuntring til at eksperimentere videre. Kunst bliver til i processen. Kunstneren lever af tankernes og kroppens fordybelse i materialet.
Ler bliver til bløde, runde krukker. Til figurer, der fortæller historier. Til former, der kan sættes sammen i mønstre. Bronze bliver til levende skulpturer, oliemaling og akvarelfarver stryges og pensles på lærreder, tager form og får liv, mens vi ser på.
Det er de to velkendte ildsjæle, Bente og Michael Grønlund, der for 9. gang har hentet skabende kunst til Lundsgård, lige her i det bløde Kertemindelys en sommerdag i 2022.
I alle hjørner af Anexet er kunstnere i gang. Bænke bliver fantasifuldt dekoreret for senere at blive solgt på auktion, i år til fordel for LINK. På gårdspladsen er der mere ild.
Keramiker Lajla Holm brænder raku. Gråbrune krukker med kobbermat glasur sættes i den varme ovn, rødglødende tages de op og sættes i en gryde halm. Flammerne slår op om krukkerne, skaber dansende farver og mønstre. Ler og ild med en nutidig udgave af en ældgammel proces.
Et andet sted kører en motorsav og senere en larmende slibemaskine. Trækunstneren Rune Frederiksen er i gang med at skabe en træknude fra skoven om til en stor hjerteform. Efter al slibning og polering står træets årer og pulserer i sollyset.
– Ja, du må røre, siger han og glæder sig,
når vi lader hånden følge hans blanke skulpturformer.
-Stedet her er fantastisk, jubler Trine Panum, rækker armene op mod de rå bjælker og strejfer sin kind med et ekstra penselstrøg. Dybt inspireret fortæller hun og andre kunstnere om, hvad de har gang i.
– Folk er så søde, siger Lisbeth Dahl.
– Vi hjælper hinanden, giver gode råd og ideer. – Det er ikke bare en udstilling, siger Rune, – det er en kunstnerkoloni.
-Det er som at komme hjem, siger jyden Michael med al solens varme i de glade øjne, mens han ser sig om på gårdspladsen, som endelig igen huser ArtWeek. Efter flere års fravær er det et gensyn, der glæder mange kertemindere.
Byen har været hjemsted for så mange kreative mennesker, og er det stadig. Et naturligt valg for et arrangement som ArtWeek, som på én gang er udstilling og arbejdende værksteder.
Og lige så spændende det er at følge processen rundt om på staffelier og ved arbejdsborde, lige så godt er det at se de mange kunstværker, der hænger på vægge og udstilles på bænke, gulv og hylder. Vi ser de mange aspekter af menneskelivet træde frem i billedfladerne, vi ser farvers eget liv, vi ser former der vækker genkendelse eller undren.
ArtWeek er en gave til Kerteminde. Den er blevet godt modtaget i byen, mange har glædet sig og elsker at fordybe sig i kunsten. Men hvad med byrådet? Har de mon bemærket, hvad de her har fået foræret? Gaver betaler man ikke for, men gør giveren en stor glæde ved at tage imod den med taknemmelighed og opmærksomhed. Man må også godt give noget til gengæld.
Næste år, kære byrødder, får I chancen. ArtWeek kommer igen i 2023 og vil elske at blive favnet af jeres støtte – også gerne med et tilskud. Det er et stort og krævende arrangement, som også gavner de mange godgørende formål. Kerteminde har al mulig grund til at støtte Grønlunderne, de to energiske mennesker, der stadig også har hjemme her.”
