Knud Odde på Sophienholm

Knud Odde: Luna Convento

Fra 30. april til26. juni 2016

Udstillingen med over 100 værker er den første større præsentation af Knud Oddes malerier samt arbejder på papir fra de sidste 16 år. Desuden præsenterer han en række nye keramiske fade, udført på Tommerup Teglværk, samt glasmosaikker fra Per Hebsgaards værksted.

Titlen Luna Convento henviser til et kloster, man mener den hellige Frans af Assisi grundlagde engang i 1300-tallet. Klosteret ligger på en stejl klippe lige ned til Det Tyrrhenske Hav ved den smukke Amalfi Kyst.

Luna betyder måne. På Luna klosteret kunne alskens søgende folk dengang finde fred og ro mod den tumultariske omverden og hellige sig meditation, studiet af skrifter og tydning af himlens planeter og stjerner.

Også i dag kan man søge ly i Luna Convento, der nu er et 4-stjernet hotel. Så forskellige berømte personer som Henrik Ibsen og Gina Lollobrigida har gennem tiderne fundet ro og fred fra offentligheden indenfor citadellets skærmende mure. Knud Odde har ikke selv boet der endnu, men han er fascineret af stedet og dets historie, og kender trangen til at søge væk.

Knud Odde er født i 1955. Som maler og grafiker er han autodidakt og står i dag markant på den hjemlige kunstscene. Med sit stærke symbolsprog og rå ekspressive form har hans flertydige værker budskab og appel til et bredt publikum. Månen skinner med mange nuancer i Knud Oddes billedunivers; fra den indlysende klare gengivelse af ikoner fra medievirkelighedens verden til de mørkere toner, der breder sig under overfladen.

Med en forkærlighed for det 20. århundredes myter og ikoner, især fra musikkens og litteraturens verden, krydsklipper han forskellige traditioner, tider og genrer.

Til udstillingen udgives en flot og rigt illustreret bog produceret på forlaget Ehrhorn-Hummerston med tekster af Lisbeth Bonde, Anna Vestergaard Jørgensen og Kinna Poulsen. Desuden vises en film produceret af Steen Møller Rasmussen.

Så hjertelig velkommen til en bemærkelsesværdig, oplevelsesrig, smuk og undertiden også provokerende og tankevækkende udstilling. Den kan evt. kombineres med en tur i Sophienholms store park og et besøg i den tilhørende café.

Gratis omvisning for udstillingens gæster søndag d. 8/5, 22/5, 5/6 og 19/6 kl. 15.

www.sophienholm.dk