TAL R – THE VIRGIN
23. NOVEMBER 2013 – 21. APRIL 2014
ARoS – Særudstillingsgalleriet, niveau 1
ARoS præsentere THE VIRGIN – den hidtil største museumsudstilling med værker af den danske kunstner Tal R.
Allerede tidligt i sin karriere blev Tal R et internationalt anerkendt navn, da han med en udpræget sans for farve og komposition banede vejen for det 21. århundredes unge maleri. De seneste 10 år har han udstillet på en lang række museer og kunstinstitutioner verden over. På dansk jord har man kvitteret for hans indsats ved blandt andet at bede ham udsmykke Operaen på Holmen samt Frederiks d. 8.’s Palæ, Kronprinsparrets residens på Amalienborg.
Med et særligt fokus på de pigmentmalerier, som Tal R påbegyndte i slutningen af 00’erne, sætter udstillingen THE VIRGIN fokus på kontinuiteten og brudene i Tal R’s omfattende produktion. I slutningen af 00’erne ramte Tal R nemlig en mur. Men det var en mur, som han skulle ramme. For i de år, der var gået, siden han kom ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1994, havde han haft travlt. I de første år var det ikke en tidsmæssig travlhed, der tyngede ham, men et mentalt jageri efter at finde sig selv som kunstner. På trods af at han have tegnet, siden han var barn, faldt det ham ikke let at blive kunstner. Dels i opgivenhed, delvis i trods, begyndte han en aften at prikke til lærredet med en våd pensel og sætte maleklatter på maleriet, som man sætter bussemænd på en væg. Denne drilske handling, denne kunstneriske blindgyde, blev starten på det nye farverige og figurative maleri, der siden skulle gøre ham verdensberømt.
I dag to årtier senere, har Tal R stadig travlt, men nu er det blot med at følge med den massive efterspørgsel, der er på hans kunst. Og blindgyderne, de er blevet til en stor del af dét, der driver ham som kunstner. Det er nemlig ofte her han finder plads til de kunstneriske skift og nybrud, der karakteriserer hans samlede værk. Selvom mange af Tal R’s motiver går igen fra de helt tidlige værker til de seneste malerier og collager, udfordrer han konstant sig selv med nye teknikker, medier og motiver.
På udstillingen TAL R – THE VIRGIN kombineres over 30 af Tal R’s seneste store malerier med en næsten encyklopædisk samling af tegninger, grafik og monumentale collager, hvoraf nogle er skabt særligt til udstillingen på ARoS. Udstillingen tegner et billede af en nysgerrig og legende kunstner, for hvem en afslutning altid er lig med en ny begyndelse, og hvor et besteget bjerg blot udgør foden af et nyt. Som en charmerende og ustoppelig billedhorer, der møder hver ny udfordring som jomfru.
TAL R
Tal R, døbt Rosenzweig, er født i Israel, men flyttede som barn med familien til Danmark. I 2002, blot to år efter at han afsluttede sin uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi, blev han tildelt den prestigefyldte internationale pris Carnegie Art Award. I 2004 fik han den danske hædersmedalje Eckersberg Medaillen, og gennem årene har han haft gæsteprofessorater på bl.a. Kunstakademiet i Helsinki, Hamborg og Düsseldorf.
PORTRÆTFILM OM TAL R
I forbindelse med Tal R’s udstilling indgår ARoS i et unikt samarbejde med Danmarks Radio om at producere en portrætfilm om kunstneren. Filmen er udtænkt og instrueret af den prisbelønnede instruktør Daniel Dencik, hvis film Moon Rider om cykelrytteren Rasmus Quaade fik ham kåret til Årets Talent indenfor dokumentarfilmgenren i Danmark 2012.
UDSTILLINGSKATALOG
Til udstillingen udgiver ARoS en stor, illustreret publikation på dansk / engelsk indeholdende tekster om Tal R’s kunstneriske praksis med bidrag af den internationalt anerkendte kunstskribent Barry Schwabsky, overinspektør på ARoS Marie Nipper samt den danske forfatter og digter Søren Ulrik Thomsen.
Kataloget bliver distribueret i samarbejde med det anerkendte og verdensomspændende forlag, Walter König.